Huawei Mate 9 Pro anmeldelse

En hand-on-heart anmeldelse af Huaweis flagskib, Mate 9 Pro, vil med tiden indfinde sig her. Jeg købte telefonen på baggrund af de danske anmeldelser, der roser telefonen til skyerne. Dette stemmer ikke overens med det virkelighedsbillede jeg har fået efter den første uge med telefonen (27/12-2016).

Forudsætning: Telefonen er naturligvis opdateret med nyeste opdateringer på det tidspunkt jeg noterer en pointe. Skulle en evt. fejl blive rettet, vil denne blive streget ud i listen nedenfor.

Til at starte med tillader jeg mig blot at notere nogle ting, jeg synes taler hhv. for og imod telefonen.

OPSUMMERING

Telefonen indfrier ikke forventningerne, hvis man skal læne sig op af de anmeldelser, der er frigivet fra de danske anmeldere. Telefonen kan efter min bedste overbevisning ikke retfærdiggøre et prisskilt i klasse med iPhone 7 samt Samsung Note 7 (da denne endnu var på markedet).

Jeg kunne leve med oversættelsesbøfferne, hvis det: 1. Var et nyt problem, og 2. Var en entry-level P8 Lite til under 2.000 kr. Nu har Huaweis oversættelser bare altid i bedste fald været hysterisk morsomme og i værste fald totalt misvisende – og der er trods alt tale om en telefon der kommer med et prisskilt på lige under 7.000 kr.

FOR

  • Afsindigt hurtig fingertryksaflæser
  • Smuk skærm
  • Solid kvalitetsfornemmelse
  • Rigtig fin batterilevetid (forvent realistisk kl. 7-23 + kl. 7-15 næste dag uden opladning natten imellem)

MEH …

  • Kameraet lægger sig midt i flagskibs-feltet i kvalitet
  • Optisk billedstabilisering giver et mærkeligt preview når man søger sit motiv
  • “Bokeh” er hit-and-miss
  • Alarm: “Ring hver dag” er ikke “ring hver dag”. Jeg har ikke fundet systemet heri endnu, så indtil videre bruger jeg “Ring kun én gang”, for jeg ikke kommer for sent op. IGEN. Undskyld, chef
  • Autolysstyrke i skærmen fungerer middelmådigt i bedste fald. Alt for ofte stilles lysstyrken til sit mindste niveau, hvilket gør at man er nødt til manuelt at skrue op igen, for at skærmen er til at se

IMOD

  • SMS-toner virker ikke (vibrator virker fint, og ja, jeg har naturligvis kontrolleret at der er skruet op for den enkelte volumenslider). Huawei er gjort opmærksomme på min udfordring.
  • Frontkamera laver meget unaturlige toner (gullige)
  • Jævnlige crashes, typisk i populære apps som Facebook og Snapchat
  • Inkonsistent performance (simple opgaver kan forårsage lag, mens nyeste spil kører perfekt)
  • Mærkbar forsinkelse i tastatur (standard-tastaturet, Swiftkey)
  • SIM-kort-skuffe sidder undersænket ift. rammen, hvilket efterlader en mærkbar skarp kant
  • Utroligt ringe oversættelser (F.eks. Bluetooth: “Couldn’t find the unit?” er oversat til “Kan du ikke finde måleenheden?”)
  • Mange små bugs (man kan f.eks. ikke se hvilke programmer der har brugt mest strøm, selvom batterioversigten lægger op til det)