En ærlig anmeldelse… Og for en gangs skyld en positiv én af slagsen.

På launchday købte jeg en iPhone 11 Pro 512 gb – og jeg har ikke fortrudt et sekund siden. Oplevelsen har helt fra starten været helt utrolig, og selvom iOS i denne version af iPhone startede ud i version 13, har softwareoplevelsen været positiv lige fra dag ét.

Face ID kører hurtigt som aldrig før, og selvom jeg var lidt skeptisk i forhold til min tidl. brug af iPhone Xs, hvor jeg tænkte der næppe kunne være stor forskel, er min skepsis blevet gjort til skamme. Face ID er hurtigt og præcist uanset lysforholdene.

Kameraet har tillige fået en ultra-vidvinkel-sensor, hvilket har overflødiggjort mit “sidekick” i form af en Samsung Galaxy S10, som udelukkende blev indkøbt for at komme med på ferier o.l., og tage billeder hvor den alm. vidvinkelsensor i iPhone Xs ikke var helt nok.

Alt i alt et utroligt stykke hardware, som jeg ikke tøver et sekund med at anbefale.